Hverdagen

Billede af afdelingen Solværket på Bakkevej

I Solværket lægger vi stor vægt på, at børnenes hverdag er så struktureret, tryg og forudsigelig som mulig. Dette gør vi bl.a. gennem strukturerede fælleskaber, som er sammensat efter de forskellige børns individuelle behov. Vi har en touch skærm, hvor børnene hver især kan se deres struktur for dagen/ugen og altid have styr på, hvilke pædagoger, der er i huset, aktivitetsplan og madplan. 

I Solværket gør vi meget ud af, at morgenstunden skal være rolig for det enkelte barn, så deres dag starter godt. Børnene bliver vækket på forskellige tidspunker, tilpasset deres skoledag, af den pædagog, der har sovet i huset. Børnene får morgenmad, bliver vasket, kommer i tøjet og får børstet tænder. Hver morgen tilberedes morgenmaden af vores køkkendame, som også sidder med ved bordet. Hende og pædagogernes tilstedeværelse skaber ro og kontinuitet for børnene. Alle børnene tager herefter i skole med henholdsvis skolebus, taxa eller cykler.

I børnenes skoletid varetager pædagogerne de administrative arbejdsopgaver, herunder også kontakten til forældre, sagsbehandlere og øvrige samarbejdspartnere. Denne arbejdsprioritering medvirker til at pædagogerne kan være til stede, uden administrative forstyrrelser, efter skoletid. I tidsrummet mellem eftermiddag og ind til aftensmad, tager samværet afsæt i behandlingstid for det enkelte barn, igennem planlagte aktiviteter. Herudover er der dagligt lektiecafé for alle børn. 

Aftensmaden tilberedes af køkkenpersonalet. Køkkenet er indrettet som et samtalekøkken i hjertet af Solværket. I dette tidsrum, har køkkenet en særlig givende funktion over for spontane relationer og samtaleemner. Pædagogerne prioriterer at skabe små fællesskaber under måltiderne for at arbejde med børnenes gruppedynamik. Generelt i Solværket er det pædagogernes ansvar at skabe rammerne for et trygt og rart fællesskab, hvor alle kan føle sig hjemme.  

I Solværket har vi om aftenen en særlig opmærksomhed på at få sluttet dagen ordentligt af med det enkelte barn, herunder tid til samtale, godnathistorier, massage og.l. 

Kontakt

Jakob Arent Eiriksson

Dag- og Døgntilbuddet Bakkevej / Læring

Tlf.: +4579918351

Send e-mail til Jakob Arent Eiriksson